Tranebjerg

‘Cohen i kirken’ kommer til Tranebjerg

'Cohen i kirken' består af (fra højre): Karsten Holm, vokal og guitar, Knud Erik Fuddi Steengaard, violin og kor, Bjørn Bønne Petersen, kontrabas og kor, samt Martin Blom, diverse guitarer og kor. Pressefoto

Torsdag 11. august optræder Karsten Holm og Cohen Trioen i Tranebjerg kirke med koncertforedraget ‘Cohen i kirken”. Her kan deltagerne glæde sig til “store sange og prægtig poesi” i en koncert med sange af nu afdøde Leonard Cohen og et besøg i digterens univers.

Koncertfortællingen ‘Cohen i kirken’ tager fat på en række af Leonard Cohens største sange og sætter dem ind i en ramme af mesterens poesi og historie. Fra start til slut er Leonard Cohen manden bag alle ordene – både i sangene og i fortællingerne imellem sangene.

Nye fortolkninger

Musikalsk fokuserer ‘Cohen i kirken’ på at fortolke Cohens sange. Kvartetten, der består af akustiske og elektriske guitarer, bas, violin og masser af vokal, har skabt egne originale arrangementer og givet sangene nye farver og udtryk.

Mange af Leonard Cohens sange er blevet moderne klassikere, og den canadiske digter og sangskrivers poetiske univers en del af mange menneskers kulturelle rygsæk. Leonard Cohens sange er fortolket af utallige andre kunstnere, og med ‘Cohen i kirken’ får publikum en ny oplevelse. Karsten Holm og Cohen Trioen fortolker den store mesters sange i en koncertfortælling, hvor poesien flyder frit, og hvor Cohens musik får tilført nye dimensioner. Det er sange som ‘Bird On The Wire’, ‘First We Take Manhattan’, ‘Tower of Songs’, ‘So Long Marianne’, ‘Everybody Knows’, ‘I’m Your Man’ – og mange flere. Sangene kittes sammen af Cohens egne citater og digte, og der er også plads til anekdoter og fortællinger om manden og hans liv.

Bag ‘Cohen i kirken’

Orkestret bag koncertfortællingen er sangeren og guitaristen Karsten Holm, bassisten Bjørn ‘Bønne’ Petersen, guitaristen Martin Blom og violinisten Knud Erik ‘Fuddi’ Steengaard. Fire særdeles rutinerede musikere med base i Aarhus-området og med årtiers baggrund i byens
musikmiljø.

De fire musikere har turneret med ”Cohen i kirken” siden januar 2017 , og i efteråret 2017 udgav de cd’en ‘Back on Boogie Street’ med de 15 sange fra koncertfortællingen.

Mange års forberedelse

Forberedelserne til koncertfortællingen ligger flere år tilbage, og orkestret gik til opgaven med stor ydmyghed og respekt for sangenes universelle styrke, fortæller Karsten Holm, leder af ensemblet bag ‘Cohen i kirken.

– Leonard Cohens sange betyder utrolig meget for mange mennesker, og det afspejler sig bestemt også i interessen for ‘Cohen i kirken. Der er stor efterspørgsel, og ‘Cohen i kirken’ spiller landet tyndt i den ene propfyldte kirke efter den anden. Også kulturhuse, spillesteder og foreninger er med på listen, fortæller han.

‘Cohen i kirken’ havde debut i 2018 med en koncert i en fyldt Odense Domkirke, og i dagene efter fulgte koncerter i Sønderjylland, Midtjylland og Sjælland i kirker med samtlige sæder besat.

Nu får borgere på Samsø også mulighed for at opleve den canadiske digter og sangskrivers poetiske univers, når ‘Cohen i kirken’ giver koncert i Tranebjerg kirke 11. august.

Koncerten starter klokken 19.30, og entré koster 100 kroner, som betales ved indgangen.

Kommentarer