Af Lisa Perkins, Liberal Alliance

På det seneste er det blevet sagt, at man ikke må blande mistrivsel og psykiatrien sammen. At det er farligt. Det er sandt, men det er også forkert.

Udsagnet kan virke upassende for dem der oplever enorm mistrivsel pga vores dårlige psykiatri. Det virker også upassende på mig, når jeg husker hvordan jeg selv kæmpede med mit mentale helbred, depression, mangel på motivation og gentagne negative konfrontationer med lærere, for blot at blive mødt  med: “du skal opføre dig ordentligt og tage dig sammen”.

Jeg “voksede” da også fra meget af min mistrivsel, men er alligevel som voksen blevet diagnosticeret med ADHD. Og dét, kun fordi jeg igen var kommet i voldsom mistrivsel, og derefter var “heldig”, at en psykolog på hospitalet begik nogle store fejl der gav mig adgang til hurtig udredning og behandling, fordi jeg slog i bordet. Jeg har ben i næsen. Jeg er kvik og ressourcestærk. Ikke alle er så “heldige”.

Det er ikke helt nuanceret at sige mistrivsel ikke hænger sammen med psykiatrien. Ofte starter rejsen til psykiatrien, netop med mistrivsel. Det er ofte det der afslører, at man har et behov, er anderledes, psykisk syg eller har andre mentale udfordringer, der kræver omgang med psykologer, psykiaterer og måske medicin.

Det er dog sandt, at man ikke nødvendigvis er i mistrivsel, fordi man har en diagnose. Det er også sandt, at man ikke nødvendigvis har en diagnose eller er psykisk syg, fordi man oplever mistrivsel. Det er dén sandhed, folk forsøger at påpege, når de siger vi ikke må blande de to ting sammen. Vi skal nemlig ikke sygeliggøre vores raske unge mennesker. Og det er sandt.

Det er blandt andet en kritik af, at der bliver talt om nødvendigheden af at pakke mobiltelefonerne væk, bedre normeringer, spise sundere og sove mere, i samme ombæring som der tales om at styrke psykiatrien. Kritikken er legitim og har to mulige negative effekter. Den ene er sygeliggørelsen af vores faktisk raske unge mennesker. Den anden er den potentielle underminering af, hvad psykiatrien faktisk håndterer af svære lidelser. Psykisk sygdom kan ikke kureres ved at pakke telefonen væk, spise sundere og sove mere.

Det er dog også sandt, at mennesker med enten øget risiko for udvikling af psykisk sygdom eller med diagnoser, kan blive til patienter i psykiatrien pga blandt andet usundt forbrug af sociale medier, for få kompetente voksne til at understøtte dem i hverdagen, for lidt søvn, dårlig kost, for ikke at nævne frygtindgydende profetier om deres fremtid. Ligesom det kan give “almen” mistrivsel hos raske unge, kan det sende psykisk sårbare unødigt i psykiatrien.

Mistrivsel har altså ikke noget med psykiatrien at gøre OG mistrivsel har alt med psykiatrien at gøre.

Vi skal ikke sygeliggøre vores børn og unge mennesker OG vi skal tage det mere alvorligt, når der udvises tegn på mistrivsel.

DET ER IKKE ANDERLEDES END DET SOMATISKE

To af mine børn har haft meningitis som nyfødte. Første gang vi oplevede det, var vi allerede indlagt på hospitalet, i forbindelse med for tidlig fødsel. Personalet havde ansvaret, de så symptomerne og behandlede. Jeg forstod knap hvad der foregik, men vi var meget tæt på at miste vores datter.

Anden gang var jeg hjemme med min feberramte sunde og robuste baby. Noget jeg havde oplevet mange gange, med ro i maven. Feber er et almindeligt symptom man ikke er bange for i sig selv. Jeg kunne dog fra erfaring genkende, at der var noget galt. Jeg ringede til lægevagten midt om natten og tog på hospitalet. Sygeplejersken var ikke bekymret, men noterede, at jeg var mor til 4 og selv var bekymret, som årsag til, at vi kunne blive set af en læge. Lægen var også i tvivl om vi bare skulle sendes hjem med panodil. Jeg insisterede på, at jeg ikke var en pylret mor og at jeg var bekymret. Min erfaring, mit kendskab til mit barn og til dels min frygt fra at have oplevet symptomernes fare før, gjorde mig i stand til at genkende min datters symptomer for det det var. Meningitis.

Symptomerne på meningitis ikke altid er lette at genkende hos babyer. De kan forveksles med blandt andet almindelig 3 dages feber eller forkølelse. Det betyder ikke, at hver baby med feber skal tjekkes for meningitis. Men det betyder heller ikke, at man ikke skal have opmærksomhed på meningitis som en mulighed, når man ser en baby med feber.

Det samme gør sig gældende med symptomerne på psykiske lidelser. De kan ofte med lethed forveksles med “almen” mistrivsel, som hører både barndommen og ungdommen til periodevist, såvel som det er en generel menneskelig præmis.

Mennesker uden erfaring eller uddannelse på området, mistolker ofte psykiske symptomer, til potentiel stor skade for de symptomramte. Jeg har selv oplevet, hvordan min mistrivsel/diagnose i barndommen og ungdommen, såvel som voksen, er blevet forvekslet med blandt andet dovenskab, dårlig moral, uopdragenhed eller ligegladhed.

Risikoen ved forkert analyse af psykiske symptomer kan være, at man går ubehandlet hen, selvom man faktisk har brug for hjælp. Det skal vi huske faktisk kan være livstruende. Risikoen kan også være, at man bliver påduttet sygdom, selvom man faktisk “bare” har det svært.

HVAD BETYDER STYRKET PSYKIATRI?

Vi vil alle i perioder opleve, at være i en form for mistrivsel. Men vi skal i fælleskab blive bedre til at genkende, hvornår vi skal tjekke og hvornår vi skal se an.

Det betyder for mig, at en styrket psykiatri består af flere elementer, hvoraf mange slet ikke har noget med adgang til psykiatrien eller hospitalerne at gøre, selvom det selvfølgelig er kernen.

Derfor hører mistrivsel med i debatten om psykiatrien. Fordi det altsammen drejer sig om vores mentale helbred. Det betyder at delløsninger er, at vi har bedre og mere diverse pasnings- og skoletilbud til vores børn. Bedre mulighed for at passe hjemme. Styrket og opdateret faglighed hos de der er omkring vores børn og unge i dagligdagen, så de er bedre i stand til at afgøre, hvornår begyndende mistrivsel skal ses an, eller tjekkes. At vi ikke har økonomisk incitament til at beholde vores børn i tilbud der ikke er gunstige for dem.

Styrket psykiatri betyder også et øget fokus på sammenhængen mellem mistrivsel og behov for psykiatrien.

Dette er selvfølgelig udover de helt essentielle dele i selve psykiatrien, som blandt andet er, at finansiere den på et passende niveau. Løse den problematik, at vi ikke uddanner nok psykiatere og at mange af dem vi har, ikke har lyst til at arbejde på vores offentlige hospitaler. Bedre samarbejde og kommunikation mellem fag, afdelinger og instanser.

Dertil kommer vores voksne medmennesker, som fx bliver slæbt gennem jobcentrene, parkeret på ydelser eller på anden vis bliver fanget i systemer, i stedet for at få den fornødne hjælp i psykiatrien. Men jeg tror, at dét problem, blandt andet, er et symptom på alt det vi ikke gør godt nok. Et problem som delvist vil blive løst ved at have en vedvarende styrket psykiatri, hvor forebyggelse også prioriteres.

Vi har meget viden om vigtigheden af vores mentale helbred og vi ved i dag, at det er ligeså vigtigt, som vores fysiske helbred og at det fysiske og psykiske hænger tæt, tæt sammen.

Vi har behov for et politisk flertal, der er villig til at prioritere befolkningens trivsel, med løsninger der ikke blot indebærer flere penge til brandslukning, men med de rigtige tiltag, der investerer i fremtiden. Vi har brug for en psykiatri, der både behandler og forebygger, og vi har brug for fleksible løsninger med tilstrækkelig kvalitet på børneområdet for at komme den stigende mistrivsel til livs.

Det er nemlig en samfundsopgave, i fælleskabets interesse, at prioritere en indretning af samfundet der er gunstig for vores mentale folkesundhed. Og vores mentale folkesundhed har endelig fået den plads i den offentlige debat som den fortjener.

En ordentlig plan kommer til at tage tid at lave og DU er nødt til at stemme således, at en sådan plan ikke bliver misforstået og forfejlet.