Kultur

Genforeningen – en fortælling i musik og ord

Foto: Samsø kommune

Kom med når Samsø Foredragsforening, Samsø Kommune og Kulturring Østjylland inviterer til en aften i Genforeningens tegn i Ørby Kirke tirsdag den 23. november. 

2020 var 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark, men på grund af Covid-19 måtte mange arrangementer med Genforeningen i fokus aflyses. Dette er et af dem, men nu kan vi langt om længe indbyde til en aften i Genforeningens tegn. 

Aftenen byder bl.a. på et spændende foredrag med Niells Schou, der er formand for Grænseforeningen Samsø og lektor emeritus. Foredragets omdrejningspunkt er Genforeningen med et tilbageblik på, hvad der skete dengang, og hvordan vi i dag ser på Genforeningen.

Udover foredrag vil der også være musikalske indslag fra orkesteret Zenobia. Zenobia er veletablerede fortolkere af den danske sang-, salme- og visetradition. De tre kvinder har spillet hundredvis af koncerter siden 2007. Trioens koncerter er musikalske oplevelser, bundet sammen af fortællinger om sangene, refleksioner om at leve et liv i nutiden med et soundtrack af gamle ord og toner, og om balancen mellem fornyelse og bevarelse.

Aftenen forsødes med kage, te og kaffe.

Billetter købes i døren og koster 70 kr. pr. stk. Alle billetindtægter går til Samsø Foredragsforening. Arrangementet starter klokken 19, og dørene åbner klokken 18.30.

Kommentarer