Samsø får en FN-Award
Samsø er som det første lokalsamfund i verden blevet tildelt FN’s pris som ’Climate Leader’. Prisen gives som en anerkendelse af en indsats, der skaber klimahandling, som andre kan kopiere og opskalere.
I 1997 blev Samsø udnævnt som Danmarks vedvarende Energi-Ø, hvilket var startskuddet til en fælles indsats, der ti år senere resulterede i, at øen blev selvforsynende med vedvarende energi. Delegationer fra hele verden har siden besøgt Samsø og Samsø Energiakademi og har her hentet inspiration med hjem til at skabe klimahandling andre steder i verden. I dag anerkendes Samsøs indsats som rollemodel med en af 11 FN awards, der anerkender global klimahandling.
”Det er en usædvanlig flot og samtidig meget velfortjent pris, samsingerne får i dag. Den anerkendelse, prisen er udtryk for, er en anerkendelse af de forandringer, som rigtig mange på øen har bidraget og fortsat bidrager til. Vi sætter handling bag ord og skaber en reel grøn omstilling ved, at civilsamfund, virksomheder, energiakademi og kommune arbejder sammen om konkrete løsninger. Jeg håber, at alle samsinger i dag vil tage anerkendelsen til sig og fejre vores flotte pris”, udtaler Borgmester Marcel Meijer.
FN uddeler priser, der anerkender global klimahandling, hvert tiende år. I år har de tilføjet en ny kategori, hvor der tildeles priser til ’Climate Leaders’ eller klimaledere på forskellige niveauer (nationalt, regionalt, kommunalt mv.), og her får Samsø en af tre priser. Alle prisvindere offentliggøres i dag, mens priserne uddeles ved COP26, der afholdes i Glasgow i starten af november.
”Jeg glæder mig til at deltage i prisoverrækkelsen på vegne af Samsø. Samtidig ser jeg prisen som et godt springbræt til det store arbejde, der ligger foran os. Vi står overfor at skulle aktivere en ny klimahandlingsplan, og prisen giver et godt rygstød til den proces. Prisen viser andre, at det nytter at gøre en forskel. Samsø kan som foregangssamfund vise vejen for andre i Danmark såvel som i resten af verden. Prisen er en anerkendelse af, at Danmark er i førerfeltet globalt, når det kommer til at adressere klimaforandringer, og i Danmark er Samsø i førerfeltet”, siger Borgmester Marcel Meijer.
Kommentarer