Skolepatruljerne fylder 75 år – det fejres i ’Den Sureste Uge’ over hele landet
Skolepatruljerne har en lang tradition for at gøre skolevejen tryggere, og i år har ordningen 75-års jubilæum i Danmark. Det markeres i uge 5, ‘Den Sureste Uge.’
Vintrene var koldere, sneen var meterhøj og halmen i træskoene var nedarvet i familien, og så var der i øvrigt en kilometerlang gåtur i skole. Sådan gik det ifølge overleveringen tilsyneladende til, da farfar var dreng.
Men selvom tiderne heldigvis er blevet bedre, vinterstøvlerne er blevet varmere, og snelaget er reduceret fra meter til centimeter, er der stadig grund til at fejre skolepatruljerne. De står nemlig ved skolerne og hjælper de yngste børn over vejen – også når der er sne, frost og mørkt.
Siden 1949, hvor den første danske skolepatrulje så dagens lys, er der kommet mange flere skolepatruljer til, og det skal markeres. Derfor bliver skolepatruljerne hyldet af Rådet for Sikker Trafik, LB Forsikring, 77 af landets kommuner og landets politikredse, hvor der mange steder er fest, hornmusik og søde sager til skolepatruljerne.
– Det er fantastisk, at en frivillig ordning, som skaber tryghed på skolevejen, nu har bestået i 75 år. De første skolepatruljeelever fra 1949 er godt oppe i årene, men ånden i arbejdet består. Det vil vi gerne hylde, og derfor skal der lyde en stor tak til skolepatruljerne i Danmark, siger Liv Kofoed Jensen, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Se kortet over Danmarks skolepatruljer
Så mange har stået skolepatrulje
Når næsten alle danskere bakker op om skolepatruljernes arbejde, hænger det muligvis sammen med den brede folkelige forankring, som skolepatruljen nyder godt af.
Overordnet set er det nemlig over hver fjerde, som har stået skolepatrulje, da de gik i skole. Det viser en undersøgelse blandt 18-75-årige danskere fra Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring, som er foretaget af Wilke.
De yngre generationer lader til at være mindst lige så engagerede i det frivillige arbejde, som man var for år tilbage. Det er nemlig 42 procent af de adspurgte 18-30-årige, som har stået skolepatrulje, mens det for de 46-60-årige er 22 procent.
– Skolepatruljerne er superseje, og deres frivillige arbejde viser, at de unge engagerer sig i deres lokalliv og gerne vil gøre en forskel. Det er et forbilledligt eksempel, der også skaber sammenhold på tværs af klasser og årgange på skolerne. Vi er stolte af, at vi kan være med til at fejre skolepatruljerne i jubilæumsåret og give dem den hyldest, de fortjener, siger Lars Busk Hansen bestyrelsesformand i LB Forsikring og LB Foreningen.
Om “Den Sureste Uge” og 75-års jubilæet
“Den Sureste Uge” er en årlig kampagne i uge 5 med formålet at anerkende landets skolepatruljer for deres vigtige arbejde. Netop uge 5 er kendt for at være en af de mørkeste, vådeste og koldeste – og dermed sureste – uger at stå skolepatrulje, og derfor skal skolepatruljerne have et ekstra skulderklap som tak for indsatsen.
I januar 1949 blev den første danske skolepatrulje oprettet på den nuværende Lergravsparkens Skole på Amager i København, og det bliver fejret i forbindelse med ‘Den Sureste Uge’, som efterhånden også er blevet en tradition.
Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring står bag kampagnen ‘Den Sureste Uge’, som inviterer alle kommuner, politikredse og skoler med skolepatruljer til at fejre skolepatruljerne i netop deres lokalområde.
Det er typisk eleverne i 6. klasse der står skolepatrulje, og det er Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring sammen med skolerne, der klæder eleverne på til opgaven. Eleverne i skolepatruljerne møder frivilligt på skolen hver morgen før alle andre elever, så patruljen står klar til at hjælpe alle sikkert og trygt gennem den ofte travle morgentrafik, når skolebørnene møder i skole. Og eleverne er vilde med det: flere end 9 ud af 10 af skolepatruljeeleverne siger i Rådet for Sikker Trafiks Skolepatruljeundersøgelse 2023, at de er glade for at være med i en skolepatrulje.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen, som der refereres til i denne pressemeddelelse, er udarbejdet af Wilke for Rådet for Sikker Trafik og LB Forsikring. Undersøgelsen er foretaget blandt 1.018 repræsentativt udvalgte danskere i alderen 18-75 år.
Deltagerne i undersøgelsen blev blandt andet spurgt om følgende:
Har du selv stået skolepatrulje, da du gik i grundskole (0.-10. klasse)? (n:1.013)
Andelen som svarede ja til, at de stod skolepatrulje i grundskolen
- 18-30 år: 42 procent
- 31-45 år: 30 procent
- 46-60 år: 22 procent
- 61-75 år: 21 procent
Giv et smil til skolepatruljerne i den sureste uge
Rådet for Sikker Trafik sætter hele ugen fokus på skolepatruljernes arbejde, og langt størstedelen af landets politikredse bakker op om kampagnen ved at aflægge landets skoler et besøg i det tidsrum, hvor skolepatruljerne udfører deres vigtige arbejde.
Rigtig mange skoleelever inklusiv skolepatruljerne oplever en utryghedsskabende adfærd fra andre trafikanter, som blandt andet kører for stærkt, ikke udviser det fornødne hensyn, som kræves omkring skolevejene, eller som har en direkte aggressiv adfærd overfor dem.
– Når vi færdes i trafikken sammen med børn, skal man huske, at de oftest spejler sig i ens adfærd, hvorfor vi som voksne altid bør tænke over, hvordan vi opfører os, for på den måde kan vi bidrage til en ordentlig og sikker trafikkultur – og skabe et rum, hvor vi alle kan være trygge. For der skal være plads til alle, og et smil skader aldrig, siger Christian Berthelsen, politiassistent, Rigspolitiets Koncernkommunikation.
Landets politikredse bakker op om kampagnen ved at aflægge landets skoler et besøg i det tidsrum, hvor skolepatruljerne udfører deres vigtige arbejde. Foto: Rådet for Sikker Trafik/politi.dk
Kommentarer