Erhverv

Sparekassen Danmark kommer til kunderne på Samsø

Afdelingsdirektør Vibeke Rosendahl (til højre) fra Sparekassen Danmark i Odder sammen med de tre rådgivere, som hun sender til Samsø i begyndelsen af maj, fra venstre: Anne Sofie Lindhard Riise, Rasmus Hertz Nielsen og Kirsten Winther Andersen. Pressefoto

Sparekassen Danmark vil gerne tættere på deres kunder på Samsø, derfor inviterer man nu til informationsmøde og tilbud om rådgivning på Flinchs Hotel i Tranebjerg.

”Vi VIL Samsø. Vi VIL øens foreninger. Og vi VIL gerne være med at realisere vores kunders drømme”. Sådan siger Vibeke Rosendahl, der er afdelingsdirektør i Sparekassen Danmarks afdeling i Odder, i en pressemeddelelse.

Torsdag og fredag den 2. og 3. maj dukker tre af hendes medarbejdere op på Samsø. Torsdag aften inviterer sparekassen til et informationsmøde på Flinchs Hotel i Tranebjerg, og i dagtimerne både torsdag og fredag tilbyder de tre privatkunderådgivere øens beboere et personligt møde på hotellet.

– Man booker et møde ved at ringe til afdelingen i Odder på telefon 96 57 59 60, siger Vibeke Rosendahl.

Millioner til velgørende fonde

På informationsmødet torsdag aften vil kollegerne fra Odder fortælle om sparekassen med fokus på ejerstrukturen.

Sparekassen har nemlig ingen aktionærer, der skal have del i sparekassens overskud. Derimod har sparekassen garanter, der stiller ansvarlig kapital til rådighed og til gengæld får en god rente af deres indskud. Blandt garanterne er 13 fonde, der ligesom alle øvrige garanter får en forholdsvis høj rente.

I år har de 13 fonde modtaget 113 millioner kroner i garantrente, og det er penge, som fondene kan uddele til velgørende og almennyttige formål i de lokalsamfund, hvor sparekassen har sine kunder.

Vibeke Rosendahl fra sparekassen i Odder fortæller:

– På Samsø har Sparekassen Danmark Fonden Himmerland for eksempel støttet Samsø Råvarefestival med 20.000 kroner, Brundby borgerforening har fået 25.000 kroner til forbedring af udearealer ved Vandtårnet i Brundby, og Foreningen Forte har modtaget 25.000 kroner til laserpointers, stjernekort, højskolesangbøger og udstyr til værksted.

På dagsordenen står også en orientering om en ny afdeling, sparekassen har oprettet for at gøre det nemt for de frivillige foreninger overholde bureaukratiske lovkrav: Foreningsservice.

”Vi føler os velkomne”

Sparekassen Danmark og afdelingen i Odder har i forvejen en del kunder på Samsø. Blandt dem er Tranebjerg-parret Helena Holm Nielsen og Jan Bødker Nielsen. De er glade for, at de for godt to år siden valgte Sparekassen Danmark.

– I det pengeinstitut, vi havde før, kunne intet lade sig gøre, da vi ønskede at købe en nabogrund og lægge den sammen med vores egen. Sparekassen Danmark fandt derimod hurtigt en økonomisk løsning, så det hele kunne lade sig gøre, siger Jan Bødker Nielsen og tilføjer:

– Og så føler man sig velkommen, når man besøger afdelingen i Odder. Alle kigger op og hilser. Der er smil og øjenkontakt. Ingen forsøger at gemme sig bag deres skærm.

”Da vi blev kunder i Sparekassen Danmark, fandt de en økonomisk løsning, så det hele kunne lade sig gøre”, siger ægteparret Helena Holm Nielsen og Jan Bødker Nielsen fra Tranebjerg. Pressefoto

 

Kommentarer